M.D. Madsensvej

Artikel af Birthe Skovholm.

M.D. Madsensvej 12. Foto Sylvest Jensen ca. 1950


M.D. Madsensvej er opkaldt efter grosserer Mads Danielsen Madsen født 1.12.1842 og død 1.1.1923. Madsen stammede fra Jylland og kom fra små kår. Ved flid og sparsommelighed havde han tjent sine penge bl.a. på at sælge finsk smør. Han købte i 1895 Hvidesten, som han drev som landbrug frem til 1903, hvor han solgte gården og i stedet købte Irisvej 3, der i dag kaldes “Irisgården”.

I 1903-04 anlagde han en ny vej (kaldet Madsensvej fra 1927, hvor man indførte vejnavne), som gik fra Frederiksborgvej ned over hans jord til den nuværende Allerød Stationsvej. På et kort fra 1898 ses en snoet sti fra Frederiksborgvej til stationen, og det var i stedet for denne sti, at Madsen anlagde den nye vej. I 1904 byggede han “Villa Landro” (nr. 12 på Madsensvej), og her boede han på sine gamle dage.

Madsen var gift med Marie Nikoline Christine født Nord. Grosserer Madsen var en meget hjælpsom og venlig person, og han og hustruen oprettede et legat med en kapital på 5.000 kr., der blev uddelt til værdigt trængende i Lillerød.


tilBAge til Allerød historie