Solevad

Ved den intensive betragtning af kort med Fuglebjerggård og Brudevælte, falder ens øje på nabogården ‘Solevad’. Bronzealderens soldyrkelse fandt sted på udvalgte højdepunkter, så måske er det et spor tilbage til bronzealderen? Ikke ifølge bogen 'Frederiksborg Amts Stednavne'. Et lignende stednavn findes i Verninge sogn på Fyn og skulle mulig stamme fra et mandsnavn svensk ‘Sole’ eller det oldnordiske ‘Svali’. På en amatør virker sådan noget jo temmelig søgt, som om navnet med djævlens vold og magt ikke må have noget med sol at gøre. Måske er stavekontrollens forslag “sulefad” ligeså relevant :-) 
 

Man vil umiddelbart gætte på noget med sol og noget med vadested. Det har videnskaben så siden heldigvis også valgt at gøre (se Aage Houken). Forresten omtaler Gudmund Schütte et stednavn  “Skedernes Vad” - “Steder hvor Hake lader sin Hær bortslænge Sværd-Skeder.”. Jeg synes da Solevad lyder som parallelt med Solbjerg, som vi vist har en del af. Grundtvig bruger ordet i sin oversættelse af Bjovulfs-drapen: Fra solebjerg til morgengry/  så stormene sig røre.

Men måske er det kun sjovt at Solevad associerer til “Solbjerg” sådan lige overfor Brudevælte.

Jeg har en klar fornemmelse af, at Gudmund Schütte ikke er så velanskreven, men jeg tænkte, der måske var en inspiration at hente i hans bog 'Offerpladser i overlevering og stedminder' hvor et afsnit hedder “offerpladsers Forekomst oplyst gennem stednavne.”

Gunnar Knudsen skriver i en artikel fra 1942 om den mulige kult-erindrindring i stednavne:

“Om vore Solbjærge virkelig skulde være Minder om en sådan primitiv Kultus faar staa hen. Rester af gammel Tro kan jo have holdt sig en Tidlang parallelt med den fremherskende Dyrkelse af menneskelige Guder.” Og han har denne passus:

“Det turde heraf fremgaa, at Natur- og Marknavne, der kun er overleveret fra nyere Tid er et saare skrøbeligt Materiale at arbejde med, og at de mange usikkerhedsmomenter, Studiet rummer, ligefrem maner til Udvisning af allerstørste Forsigtighed.” Vise ord, jo, jo, men når nu lurerne er fundet der og der er sådan et oplagt navn ligeved, er det jo mærkeligt at lade denne kendsgerning unævnt.

Kristian Hald skriver i samme tonart, at skønt navnene med sol ofte er blevet opfattet som minder om soldyrkelse behøver en sådan ikke at gå tilbage til en meget fjern fortid. Men kan f.eks. blot bygge på den kendsgerning, at man netop derfra havde særlig gode betingelser for at se solen står op eller gå ned.

I sommeren 1988 skete der et sensationelt fund af et lurpar ved Hirtshals. Desværre er fundpladsen så at sige “forsvundet” i og med at der nu er lagt jord på og bygget parcelhuse, så man vil være henvist til at dyrke kortmateriale og fotos for at kunne sige noget om placeringen i landskabet. “Her findes et område på omkring en halv kvadratkilometer, kaldet Ulvkær, som er præget af høj grundvandstand og større, adskilte moseområder, der dels er synlige, dels er dækket af senere tiders flyvesand, så karakteren af vådområde delvis er sløret”.

Gudmund Schütte ville sikkert om navnet Ulvkær sige noget om offerdyr med H og parallelisere ulv til HUND. Sammenknytningen af offerpladser og stednavne er stærkt forkætret. På den ene side er der almen enighed om, at mange fund vidner om, at der er sket et offer – men at det virkelig skulle kunne give afsæt til navne som har holdt i mere end tusinde år anses i almindelighed for tvivlsomt. Men netop ikke af Schütte. Hundeoffer er for ham en kendsgerning og derfor er navne med hund- at anse for sakrale navne. Og ifølge hans kort på s.72 ligger et Solbjerg ikke mange kilometre væk fra Hirtshals/Ulvkær.

På matrikelkortet over Lynge Sogn fra 1779 ses navnet Hundshøje anført lidt nord for ’Solevaderne’. Højene er i dag forsvundet men i disse blev der i forrige århundrede gjort fund dels af flere urner, dels af flere bronzealdergenstande: smykker, en brozearmring, et fragment af en dolk og en pincet, jf. Finn Kramers artikel herom i Nøglehullet, og igen  i 'Brudevæltelurerne'.

Karakteristisk for bronzealderens høje er, at de ligger på landskabeligt udsøgte steder. Når man står ved Solevadgård/Fuglerupgård og ser mod øst ind mod Lillerød  har man endnu et bredt blik ud over horisonten - mod solopgangen. I et sumpet og mosefyldt område har her været et naturligt vadested, da nu undergrunden  udgøres af sand og grus. Pudsigt da, om det tidligt har fået et navn af andre grunde, der netop i vor tid skulle betyde det, som har været tilstanden på stedet i årtusinder: at her ser man solen stå op, og her var et vadested.