Lynge-Uggeløse kommune for 100 år siden

For at tilfredsstille min nysgerrighed gav jeg mig til at læse i sognerådets forhandlingsprotokol for årene 1894, 1895 og 1896, det vil sige, jeg valgte at medtage et par år på hver side af 1895 for at få et mere afrundet billede af forholdene.

Hvis jeg skulle efterligne rubrikker med tilsvarende spørgsmål i aviserne, kunne jeg kun finde én ting, som passede nogenlunde med datoen for dette blads tilblivelse, nemlig at sognerådet den 30. december 1895 vedtog, at hovedbygningen til Ganløse Forsørgelsesanstalt skulle sælges til nedrivning. Anstalten var blevet overflødig ved indførelsen af alderdomsunderstøttelse i 1891. Man må dog have ment, at der altid var fattige, som faldt udenfor systemet, da man allerede den 17. juli 1895 havde vedtaget at bygge et fattighus på matrikel nr. 23 i Bastrup.

Man valgte det billigste tilbud på 2.388 kr. Huset stod til omkring 1960 og hed i daglig tale 'Kommunehuset'.

Læsningen af forhandlingsprotokollen afslørede mange forhold,som var helt anderledes og mærkværdige for en nutidig læser.

Der var intet rådhus. De månedlige møder blev holdt i et lejet lokale på Lynge Kro. Det kostede i 1896 kr. 20 årligt. (Regnskabsbilag 1896 13/3 103).

Hvad fortæringen angår, findes der ingen bilag, så vi må leve i uvidenhed.

Der var heller ingen embedsmænd. Sognerådets 10 medlemmer var i ganske bogstavelig forstand et arbejdende råd.

Sognerådets arbejde

Arbejdet blev i nogen grad fordelt mellem medlemmerne efter bopæl. Til eksempel: Hvert kvartår er der omkring fem foliosider i protokollen med navne på skatteskyldnere opdelt efter distrikt. Et medlem fra hvert distrikt fik så til opgave efter listen at opkræve restancerne. En ulige behagelig opgave var det vel at uddele alderdomsunderstøttelse i sit distrikt (f.eks. møde den 10.4.1894).

Opkrævning af skolemulkter (bøder) fra de forældre eller arbejdsgivere, som holdt børnene hjemme fra skole uden lovlig grund, var overdraget de medlemmer, som var skoleforstandere - efter behandling i sognerådet.

Nu vi er ved skolerne, så kan man også følge hele proceduren, når der skulle ansættes en ny lærer. Alle ansøgernes navne er skrevet i protokollen, såvel som hvordan det enkelte medlem stemte ved den endelige udvælgelse af en ny lærer. Stillingen gik seslvfølgelig til den kandidat, der fik de fleste stemmer. Et andet område, som kan følges i detaljer, er det årlige syn af kommunens ejendomme: skoler, kirker og sprøjtehuse. Alt gennemgås nøje; man bestemmer, hvad der skal repareres af hvem og til hvilken pris. Stort og småt mellem hinanden: et nyt tag på en bygning, maling af en stue, opretning af en dør, en ny tørvekasse til skolestuen m.v.

Af synet den 15. maj 1896 fremgår det, at skolelærer Kristiansen i Vassingerød endnu driver landbrug. Han får reparationer udført i sin stald og svinestald og får bevilget indretning af et karlekammer over skolebygningen. De andre skoler har kun udhuse og skure.

Man sidder tilbage med indtryk af, at sognerådsmedlemmerne har forstået sig på reparationer og også på, hvor der kunne spares.

De var måske knap så hjemmevante, når de skulle tage stilling til en ansøgning fra Kristiansen i Vassingerød om penge til at købe et nyt Danmarkskort, et nye Europakort samt nye geografibøger. I hvert fald vil de først have en udtalelse fra skolekommissionen (møde den 25.7.1894).

Veje og vandløb

Et stort problem er ifølge protokollen vedligeholdelse af veje og vandløb. Med mellemrum behandler sognerådet klager over vejenes usle tilstand, over dårlige broer og over stenkister (broer af tilhugne kampesten), der falder sammen.

Vejene blev vedligeholdt efter en årlig licitation. Det er klart, at ikke alle er lige dygtige til at opfylde de indgåede forpligtelser. Ved klager blev der berammet åstedsforretninger med 2 eller 3 sognerådsmeldemmer, hvor man søgte at få en mindelig løsning. Det var ikke altid let at få folk til at udføre, hvad de skulle, så der måtte nye møder til.

En lignende fremgangsmåde blev fulgt ved klager over manglende oprensning af åløb. Der var tale om Kollerød Å, Lynge Å og hele Langesø- og Kedelsøområdet. Det var ofte de samme lodsejere, som forsømte deres pligter og ikke altid de 'mindste' bønder.

Borgerligt ombud

Der var mange andre forhold, som skulle varetages i en kommune. Da der som nævnt ikke fandtes embedsmænd, blev arbejdet udført som såkaldt borgerligt ombud. Det betød, at det var næsten umuligt at slippe for jobbene, hvis man ikke kunne møde med en virkelig god lægeattest. Normalt fik man disse jobs for tre år. Det drejede sig om arbejdet som snefoged, brandfoged, taksationsmænd, vandsynsmænd, voldgiftsmænd i tyendesager, ligsynsmænd, stævningsmænd o.s.v.

Et job som snefoged var ikke eftertragtet, men det hjalp vel på vanskelighederne, at jobbene i realiteten gik på omgang mellem bønderne. Der vælges enkelte parcellister ind i sognerådet, men ingen arbejdere, så magten ligger endnu hos bønderne i sognene.

Landskabet ændres

Sognet ændrer udseende i disse år. Den 13. oktober 1896 får Telefonselskabet i Frederiksborg Amt tilladelse til at anbringe telefonpæle langs kommunevejen fra (Nr.) Herlev sogneskel til Kollerød.

Det må på længere sigt have ændret landskabet endnu mere, at sognerådet lader elmetræer plante langs kommunevejene. Kommunen får i 1895 (den 13.10.) og i 1896 (den 10.12.) leveret 100 gode elmetræer fra en Hørsholmgartner til 60 øre stykket.

Kommunens iver har måske noget at gøre med, at amtet efter plantningen betaler halvdelen af udgifterne. Det er vel nok nogle af disse elmetræer, der er blevet fældet i de seneste år på grund af elmesygen.

Gårdmand Jens Villumsen, Kollerød, tager selv et initiativ - med sognets godkendelse. Han planter træer fra Kollerød til Lillerød over sine marker. Mod at vedligeholde træbestanden får han lov til at bruge affaldsbrændslet fra disse. De samme betingelser får et par gårdmænd i Lynge, som vil plante træer fra Uvelse sogneskel til Lynge Mølle.

Jeg ved meget lidt om, hvor kommunen har plantet træer. Der nævnes kun et sted (møde den 16.1.1894), nemlig fra Lynge Kro til Ganløse skel. Ældre beboere i sognet kan måske huske, hvor der ellers har stået elmetræer.

Rariteter

En plage, vi ikke kender mere, er omtalt på et møde den 14. maj 1895. Folk skal opfordres til at indsamle oldenborrer. Man vil betale 8 øre pundet. Oldenborrerne blev brændt på Baunedal Mejeri (hvor Mejeribakken ligger i dag). 8 øre pundet lyder ikke af meget, men for børn og fattige har det vel betydet en lille kontant indtjening. Jeg kom til at tænke på det, da jeg læste, at sognerådet efter ønske fra Karlebo Kommune bedes "...afkræve Ole Jensens Enke en Skolemulkt på 30 øre for hendes Datters forsømmelse i Oktober 1894 og i Mangel af Betaling lade vedkommende afsome Beløbet". Karlebo Kommune synes at samle på småsummer endnu mere nidkært end Lynge-Uggeløse.

Beløbet blev betalt og sendt til Karlebo den 29. december 1894, så ingen skulle til afsoning.

Det synes at være latterlig små beløb for os. Til sammenligning: Man regner med, at en gennemsnitlig timeløn for en landarbejder omkring 1895 var kr. 1,50. På årsbasis ser det måske ikke værst ud, men de fleste landarbejdere havde ikke beskæftigelse hele året. (Kilde: Det industrielle Danmark 1840-1914. Hyldtoft m.fl. s.307)

Sociale forhold

Til sidst et par eksempler fra den sociale front, som fylder uforholdsmæssigt mange sider i protokollen. Julius Lippert på Lynge Overdrev klager til sognerådet over, at en plejedreng hos ham dagen før er blevet gennembanket af en afbygger samme sted "paa en uforsvarlig Maade...saa at Drengen i stærkt lidende Tilstand som følge af Slagene maatte holde Sengen". Man har tilkaldt lægen, som har attesteret den voldsomme gennemprygling men ikke mener, at drengen vil få varige mén. Sognerådet anmelder sagen "om der skulle findes anledning til at undersøge Sagen". For alle tilfældes skyld skal afbyggeren refundere sognerådets udlæg med 6 kr. (Møde den 12.11.1895).

Som tidligere nævnt indførtes der alderdomsunderstøttelse i 1891 til varigt trængende over 60 år - uden tab af valgret. Hjælpens størrelse blev fastsat efter skøn af sognerådet. Der findes mange ansøgninger for årene 1894-96 om støtte, og de bevilgede understøttelser går fra kr. 50 og op til kr. 200. Langt de fleste får mellem 50 og 100 kr. pr. år.

Folk, der havde mod til det, kunne klage til amtsrådet over den tildelte støtte. Det gjorde indsidder Lars Nielsen (LN) i Vassingerød, men det fremgår, at klagen er skrevet for ham af Studentersamfundet (en radikal gruppe blandt studenterne i København). Amtet ønsker derfor nærmere oplysninger om LN´s indkomst og om hans og konens helbred. Fra mødet den 2. april 1894 findes en meget lang redegørelse til amtet. Man havde i 1893 ydet ham kr. 50 om året, hvilket sammen med indtægten fra hans røgterjob på en gård kunne give ham og konen et passende udkomme. Hans husbond ønskede at beholde ham, men LN forlod arbejdet, angiveligt på grund af dårligt syn. Da han altså ikke ville arbejde, havde man bevilget ham kr. 80 pr. år, og det er den forhøjelse, LN synes er for lille sammenlignet med andre i samme kår.

Sognerådet har nu spurgt sig for til højre og venstre og "beviser", at mandens syn "ikke er mere svækket end det i almindelighed kan ses hos ældre Folk, uden at de af den Aarsag behøve at opgive deres Virksomhed". På samme måde "beviser" de, at hans kone ikke er krøbling efter et uheld for nogle år siden. Hun færdes ude, kan hente mælk på en gård, og hun kan også arbejde "med lugning på Markerne og andet mere". De to gode gårdmænd i Vassingerød, som har bevidnet indholdet, er ført bag lyset. Amtet bedes afvise klagen, "da LN har saa høj en Understøttelse, som Sogneraadet tror at kunne forsvare". Klagen bliver afvist af amtsrådet (møde d. 8.5.1894).

Livet var barskere dengang, men her spores en svag tendens til ikke at affinde sig med tingenes tilstand.

Man brugte flere kræfter på en indsidder fra Uggeløse, Vilhelm Hansen (VH), som ikke ville betale skolemulkter for sin søn. Omsider klager VH til amtet, fordi han skal betale for sin søn Villiam, der lider af ligfald og krampe (epilepsi).

Sandsynligvis har sognerådet været irriteret på VH, som ifølge regnskaberne hvert år fik ret mange penge i "øjeblikkelig Hjælp", man bruger nemlig mere end to foliosider på at bevise, at Villiam intet fejler. Han er kun uopdragen og føjter omkring, som han selv vil; han kaster sten ind ad folks vinduer og knalder ruder. En nabokone fortæller også, at når hun ser drengen , og han begynder med sine "ryk", holder han op, når hun truer ham. Skolelæreren, som har haft fornøjelsen af hans selskab to dage i marts måned, mener heller ikke, at han fejler noget, men understreger hans uopdragne væsen og hans uvidenhed.

I denne redegørelse inddrager man så yderligere, at faderen er en upålidelig person, som skovvæsnet har bortvist fra skoven. En lægeattest fremsendes, men den siger intet, da lægen kun har forældrenes udsagn at holde sig til. Selv fandt lægen intet unormalt.

Efter denne skrivelse, var det til at forudse, at amtet ville afvise klagen. Desværre er der ikke mere om drengen, så vi må antage, at han har besøgt skolen nogenlunde reglemæssigt herefter.

Alt dette foregik i Lynge for omkring 100 år siden ifølge sognerådets forhandlingsprotokol.

Hvad der ellers skete, må man finde andre steder.