artikkel layout A



Kilder Blovstrød Sogneråds Forhandlingsprotokoller 1914-1922 og 1922-1934 - 14.3.1922 og 18.1.1923. Frederiksborg Amts Stednavne, 1929

Kristian Jyde med heste og vogn.


Kristian Jyde Andersen

Artikel af Birthe Skovholm.
Nøglehullet 2016/1

Kristian ’Jyde’ Andersen

 Kristian ’Jyde’ var indtil sin død i 1956 kendt som Lillerøds rare skraldemand, der med sine to heste og -vogn hentede skraldet hos Lillerød og Allerøds beboere og kørte det ud på lossepladsen på Allerødvej. Han kørte også en hel del med træ for Fritz Hansens Møbelfabrik, så han var et hyggeligt indslag i den daglige trafik.

Kristian og hans senere kone, Karen, var begge kommet til Lillerød i 1911. Kristian kom som tjenestekarl fra Thisted Amt (deraf hans tilnavn ’Jyde’), og Karen kom fra Farum med sine forældre, hvorefter faderen blev graver ved Lillerød Kirke.

I oktober 1915 blev Kristian og Karen gift i Lillerød Kirke, og året efter fik de deres første barn, Anna. Kristian var nu blevet ansat som savværksarbejder på Lillerød Savværk, der var ejet af Fritz Hansen, og i folketællingen fra 1921 er han registreret som kusk på Lillerød Savværk.

I 1925 tog Kristian springet og blev vognmand. Det ved vi fra en annonce i Lillerød Posten (29/9-1950), hvor der er en omtale af hans 25 års jubilæum med følgende ordlyd: ’På søndag kan den afholdte og populære vognmand Chr. Andersen, Børstingerød, fejre 25 års jubilæum som vognmand i Lillerød. Chr. Andersen er en stor dyreven der altid har passet og plejet sine heste på den mest omhyggelige måde. Han er kendt af enhver i byen under navnet ’Chr. Jyde’, og på jubilæumsdagen vil han ikke blive glemt.’

Fra 1919 til 1927 kom der tre børn mere i ægteskabet nemlig Ejner, Norman og Britta.

Vi ved ikke, hvor familien boede i de første år, men i 1920 byggede de huset ’Morsø’ på Frederiksborgvej 38. Huset var en del af byggeforeningen ’Firkanten’, der bestod af fire ens huse på nr. 34-40.

Måske blev pladsen for trang - vi kan kun gætte, - men en gang i 1930erne flyttede familien til ’Musikergården’ (nr. 56), lidt længere oppe mod kirken.

Her boede også familien Paulsen, og fra datteren Maja har vi en sjov historie om Kristian ’Jyde’:

”I en af lejlighederne boede byens skraldemand, kaldt ’Kristian Jyde’, og han var en utrolig rar mand. Når han var hjemme til frokost, gik jeg ofte hen og stod i døren og gloede ind i køkkenet uden at sige noget. Så sagde Kristian ’Jyde’ til sin kone: ”Gi’ tøsen en ’ky-mad’” – og det var jo det, jeg håbede på, så kød har nok ikke været daglig kost hos os. Han havde sikkert nogle forbindelser til landmænd, for hans kødmadder var oksesteg – og aldrig har jeg smagt så godt et stykke kød.”

Efter årene i Musikergården flyttede familien til husmandsstedet ’Nøjsomhed’, der lå lige op ad Nordbanen ved Frederiksborgvej (senere fik ejendommen adressen Solvang 36). Mange husker sikkert ’Nøjsomhed’ med det irgrønne pladetag lige ved Bantex. Ejendommen lå, efter udvidelsen til dobbeltspor i 1933,så tæt på skinnerne, at der var fare for, at gnister fra damplokomotiverne skulle antænde stråtaget. Derfor betalte DSB for det nye pladetag.

 Før i tiden havde rigtig mange et kæle- eller øgenavn, fordi der ikke var så stor variation i fornavnene. Ifølge afdøde anlægsgartner Anker Larsen blev Kristians kone, Karen, kaldt for ’Frederiksborgeren’. Forklaringen var, at Kristian var lille og tæt som en jysk hest, mens Karen var høj og slank som en Frederiksborger.

Da Kristian døde 65 år gammel i 1956, var der en annonce i Lillerød Posten (14/9-1956), hvor Karen takker for venlig deltagelse ved hans begravelse. Sidst i annoncen bringer hun ”En særlig tak til børnene i Allerød”.

Måske er det fordi den rare Kristian både var en stor dyre- og børneven, men hvis der nogen af vore læsere, der kan huske, at byens børn gjorde noget særligt i forbindelse med Kristian ’Jydes’ begravelse, så vil vi gerne høre om det.