Mindestenen i Tokkekøb Hegn
Lige nord for krydset, hvor Sandholmgårdsvej/Nymøllevej krydser Kongevejen, går Vildtmestervej ind i Tokkekøb Hegn, og ca. tusind meter inde i skoven står der en mindesten på venstre hånd. På stenen står følgende:
KAJ KRISTIANSEN
F. 4-8-1923
CONNY HEINRICH MEYER
F. 1-10-1926
MYRDEDE HER AF TYSK POLITI
15-4-1945
Stenen er rejst som minde over to unge mænd, der blev myrdet af HIPO-folk den 15. april 1945 og fundet af skovfoged Otto Bang efter befrielsen.
 Foto: Flemming Nerløe. 2008
Her følger Otto Bangs beretning:
- Drabene i Tokkekøb Hegn var typiske clearingmord, altså gengæld for likvidering af stikkere og andre tysker-håndlangere.
I Parmagade på Amager boede en HIPO-mand (HIPO = Hilfspolizei) og hans far. En dag blev der forøvet attentat mod faderen, uden at han dog døde, men hævnen faldt omgående. Om natten til den 15. april 1945 rullede der to HIPO-vogne op foran Parmagade 12, og mandskab myldrede op og slæbte fem mænd ned. I ét hjem tog man både en far og hans søn. De blev alle kørt ind på Politigården og i nattens løb mishandlet i den grad, at der – for at sige det i al sin råhed – ikke var andet at gøre end at slå dem helt ihjel.
Tre af banditterne stoppede derfor tre af fangerne ned i bagagerummet på en Opel Super Six og de to andre ind i vognen og kørte ud i skoven ved Fiskebæk, hvor de skød de tre. Derfra kørte de til Tokkekøb Hegn, hvor de to sidste to blev skudt og smidt ned i grøften bag mindestenens plads. Alt ved højlys dag. Her i skoven skete drabene klokken 11 om formiddagen.
Der lå de, indtil jeg fandt dem sidst i maj måned. Det var klart HIPO-arbejde, vendte lommer og nakkeskud.
På Usserød Sygehus blev de hurtigt identificerede. Det danske politi havde jo arbejdet flinkt ’under jorden’ og havde kendskab til de fleste sager, der skulle opklares.
Vi herude blev underrettet. Det drejede sig om to unge arbejdere, men hvor meget de var involverede i modstandsarbejde, blev mig ikke helt klart. HIPO-manden vidste dog, at det ikke var hans venner.
På 1-årsdagen for mordene blev mindestenen afsløret ved en højtidelighed, hvor ca. 150 mennesker fra egnen samt de dræbtes familier deltog. Stenen er rejst på initiativ af Hjemmeværnet i Lillerød og blev straks overdraget til statsskovvæsnet, der står for vedligeholdelsen.
Mordene den 15. april blev begået af medlemmer af den såkaldte ”Lille Jørgen-gruppe”, der terroriserede hovedstadsområdet fra februar til maj 1945. I disse tre måneder forøvede gruppen så mange misgerninger, at der efter krigen samlet blev rejst tiltale for 91 forhold af drab, drabsforsøg, mishandlinger, stikkeri, røveri m.m.
BS
|