19. marts 2024 | LAFAK butikken | Links | Galleri | Undersøgelse | SiteMap | LogIn 
Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune
Kirkehaven 10
3450 Allerød

Tlf.: 48 17 08 91
lafak@lafak.dk
 Tip en ven
Dit navn:
Din e-mail adresse:
Modtagers mail adresse(r):
Nyhedsmail

ANDERS PETERSEN FRA UGGELØSE

 

På Arkivet er indgået otte mapper med papirer, skrevet med den sirligste håndskrift. Indholdet er først og fremmest erindringer og rejsebeskrivelser fra perioden 1907-1910, og ophavsmanden er Anders Peter Petersen født i Uggeløse den 2. maj 1883.


Anders var født udenfor ægteskab og voksede derfor op hos sine bedsteforældre i Uggeløse, mens hans mor boede og arbejdede i København.

Den første mappe indeholder erindringer fra barndommen og ungdommen frem til 1907, og den er udgangspunkt for denne artikel.

Anders' bedstefar var veteran fra Slesvigske Krig 1848-1850, og alle hans gamle soldaterkammerater mødtes en gang om måneden i hjemmet i Uggeløse. De kom som regel søndag eftermiddag i deres gamle uniformer til kaffe og wienerbrød, og når snapseflasken kom på bordet, ”gled samtalen over på det eneste, de havde at tale om, krigen, de alle havde deltaget i”.

Disse gamle veteraner og deres historier kom til at præge Anders. Hans bedstefar døde som den første af våbenbrødrene i 1889, og Anders så det som en kær pligt at følge alle de øvrige til deres sidste hvilested, ”som tak for, hvad de gjorde til gavn for vort land”.

 


Invalid

I vinteren 1890 blev Anders væltet af en dreng under en slædetur ned ad Kirkebakken i Uggeløse. Han slog sit ene knæ så voldsomt, at han måtte holde sengen hele julen. Da det ikke blev bedre, kom han i marts måned på Frederiks Hospital i København, hvor han var indlagt i ni måneder og blev udskrevet som invalid. Efter endnu et hospitalsophold, hvor Anders blev gode venner med en russisk marinesoldat, kom han tilbage til skolen efter sommerferien med et stift ben og to egetræsstokke, og han blev nu udsat for mobning og drillerier af alle drengene undtagen to kammerater. De tre venner holdt sammen og arbejdede på at lære så meget som muligt. Det resulterede i, at de blev skolens tre dygtigste elever, men det kneb noget med karakteren i opførsel. For Anders eller ”Kæp Ans”, som han blev kaldt, var ubarmhjertig under kamp, og når han slog ”kom der blod”, men han måtte også lægge øre til tilråb som ”horeunge” og lignende.

I de tre sidste skoleår var Anders vogterdreng sommer og efterår. Først på statsgården Faurholm ved Hillerød, ”hvor jeg herskede over 170 malkekøer plus ungkvæg.” Senere på Højtofte, hvor der var 20 køer plus en meget kostbar præmietyr og sidst på Hejreholm.

 

Pastor Christian Rasmussen

Anders fortæller: ”Året 1897 betyder et vendepunkt i mit liv. Jeg bliver konfirmeret og rejser bort fra barndomshjemmet, der overgår til fremmede, kommer til København og sættes i lære.

Konfirmationen bliver drengeårenes store oplevelse eller rettere den allerstørste. Under denne blev der oprettet et venskab mellem præsten, hans to sønner Knud og Christian og den lille husmandsdreng. Jeg var trods mine fyldte 14 år den mindste af alle konfirmanderne og skulle dog være nummer ét.



Præsten Chr. Rasmussen var kommet hertil fra Grønland, hvor han havde været præst i Jacobshavn i 22 år. Han var en af de få præster, og hvem man kan sige, at han var ven med alle. Det varede ej længe, før han havde været på besøg i hvert eneste hjem i de sogne, der hørte til præstekaldet, og alle var de glade for at lære ham at kende. Jeg har hørt ham tale i en af sognekirkerne flere gange. Jeg var jo med til at synge i kirken hver søndag. Men det er dog fra konfirmationsundervis-ningen, jeg husker ham bedst. Som ældre har jeg bedre forståelse af, hvad det var, han gennem disse timer ville hjælpe os til at forstå. Ingen af os konfirmander glemmer vist let de ord, han bød os farvel med, da vi var samlede søndagen efter konfirmationen til chokolade i præstegården: ”Glem ikke, at I altid er velkomne her, og kan jeg hjælpe Jer med noget, husk, at I i mig vil have en forstående ven.” Jeg kan sige med tryg overbevisning, at dette venskab varede til hans død i 1918. Knud blev senere Danmarks og hele verdens højtærede polarforsker, Knud Rasmussen stadig den samme gemytlige Knud, der med et djærvt håndtryk eller et slag på skulderen hilste mig med ordne: ”Goddag du gamle, hvorledes har du det?” Jo, den store mand i verdens øjne glemte ikke en ven fra drengeårene. Christian døde som ung læge af blodforgiftning.”

Sidst i oktober 1897 forlod Anders og bedstemoderen barndomshjemmet og rejste ind til moderen og tanten i København. Men bedstemoderen havde svært ved at falde til, og det blev ikke den lykkelige omplantning af den gamle kone, som familien havde håbet på. ”Sin største glæde havde hun i de besøg vor ven pastor Rasmussen aflagde to gange om ugen, når han fra præsteskolen, hvor han underviste i grønlandsk, tog ud til os og spiste sin medbragte mad og fik sin kaffe, hvorefter han hvilede ud i sofaen, mens han pulsede løs på sin lange pibe, akkurat som hjemme i Lynge præstegård. Og når jeg, hvad der skete ved alle højtider, kom på besøg hos ham, var det bare om at komme ind i studereværelset og få fat i en af de mange piber, og så kunne det lille pjok til snedkerlærling pulse så godt som hans velærværdighed.”


Hjemmet for Vanføre

Anders blev anbragt på Hjemmet for Vanføre, hvor han skulle lære et håndværk, så han kunne klare sig selv. Uden at spørge ham om, hvad han selv helst ville lære, blev han anbragt på snedkerværkstedet, og her var han så fra 1897 til 1901.

Selvom Hjemmet for Vanføre dengang var førende og et forbillede for alle andre lignende institutioner verden over, er det ikke mange rosende ord, Anders har til overs for stedet. Lærerne var efter hans mening ikke dygtige nok, fedteri for mestrene var udbredt, og de dygtige fik ingen udfordringer. Selv blev han sat til at lime værtshusstole eller høvle træ ud til andre lærlinge, der på grund af deres handicap ikke selv kunne.

 





Møde med Prinsesse Marie

Men en dag skete der en forandring til det bedre, og det takket være Prinsesse Marie, der var protektrice for stedet. (Det er den samme Marie, som vi kender fra Prinsesse Marie og Prins Valdemars Sømandshjem på Prins Valdemars Allé i Allerød.)

Anders fortæller: ”En middagsstund skulle jeg ud at købe cigaretter og møder da prinsessen i porten. Jeg drejer hurtigt om for at melde på kontoret, at prinsessen kom, men blev stoppet og fik besked om at blive hvor jeg var, og så fulgte spørgsmålene: ’Hvad jeg hed? Mit elevnummer og hvad jeg skulle være? – og så kom ordren: Anders følg mig til værkstedet og vis mig dit arbejde!’

Det var en flov historie. Jeg havde kun nogle ølstinkende stole at vise frem, men fik dog sagt, at jeg også plejede at høvle træ for dem, der ikke selv formåede det. På spørgsmålet, om jeg da altid havde den slags arbejde, var svaret et ”Ja, jeg må ikke andet!” Fra den dag af gik jeg under navnet ”Lakajen”, og jeg kom til at svare til navnet i langt højere grad, end jeg ønskede det. Nu skulle jeg i fremtiden altid være i porten, når der blev meldt fra Det gule Palæ, at der kom besøg, og så travede jeg med hele anstalten rundt, bærende taske, kåbe eller lignende. Ligeledes var det min bestilling at åbne døren ind til værkstederne og melde ”Besøg!” Ved den årlige julefest stod jeg ved hendes stol og holdt salmebogen for hende under salmesangen, og efter julefesten fulgte jeg med ud til vognen og pakkede tæppet over hendes fødder. Det fik engang prins Valdemar til at sige: ”Unge mand, ikke så galant mod min kone!”

Hvert år siden mødte jeg sammen med en kvindelig elev i Det gule Palæ og afleverede den fødselsdagsbuket, der var købt for elevernes to-ører, - mere var det forbudt at give. Den 13. januar kl. 9 mødte vi op og vandrede ad de røde løbere op til første sal og meldte os i forgemakket, og her kom så Prinsesse Marie og modtog vor lykønskning. Vi fik altid et glas vin og kage, og det var min opgave at udtale vor hilsen.

Mange gange har jeg vandret ad de røde løbere, og altid har jeg betragtet de mange fotografier, der i regelmæssige felter viste prinseparrets liv gennem årene. Allerede i porten blev jeg mødt af portnerens venlige hilsen: ’Nå, du vil på besøg hos prinsessen, Anders? Du kender jo vejen, så løb du bare videre’. Ved forgemakket var der to legemsstore billeder af Prins Valdemar i marineuniform og Prinsesse Marie i brandmandsuniform. På den ene af de hvide døre var den franske lilje og på den anden det danske rigsvåben, og over døren var prinsessens egen tegning af en valkyrie i fuld fart henover krydseren Valkyrien; et billede som alle deltagerne i Valkyriens stolte togt til Østasien med prinsen som chef, fik i julegave i 1899 eller 1900.

I Det guld Palæ stod der i de år, jeg kom der, to bænke med et stiliseret skib som fyldingsmotiv udført i dekupørarbejde. Det var mit arbejde. Det første jeg udførte efter ordre fra prinsessen. Det skete ikke uden kamp. Jeg var blevet spurgt, om jeg kunne lave disse bænke og svarede: ”Ja, hvis bare jeg må.” Så blev ordren afgivet og andre sat til arbejdet, men uheldigvis kom der som så ofte uventet besøg på værkstedet, og jeg stod med mine øldunstende stole. Det kom til en længere forklaring af mesteren om, hvorfor og hvorledes det var blevet en anden, men forklaringen blev ikke godkendt. ”Jeg antager mine ord er lov her, så hvis jeg skal have arbejdet, skal det udføres af den, jeg ønsker sat til det!” Der var ingen udvej, jeg blev sat til det, men en værre overhaling blev følgen. Der var én, der stillede til klø hos det høje styre, og der blev det meddelt mig, at hvis jeg atter gik til Det gule Palæ og beklagede mig, så blev jeg jaget bort. Hvorledes den tanke er dukket frem, ved jeg ikke, men jeg ved, at selvom jeg gerne ville være gået den vej, havde det været umuligt, da jeg var her fra 8-6 hver dag, og søndag løber man ikke til kongelige personer.



Stort kongeligt besøg

Kort efter at arbejdet var afleveret, fik vi det største besøg, der i mange år var det, der taltes mest om. Jeg fik ordre til at stille i porten kl. 2 for at tage imod. Den første var naturligvis vor gode fe, Prinsesse Marie. Derefter kom den kongelige vogn med Kong Christian IX, Kronprins Frederik, Dronning Alexandra af England, Kejserinde Dagmar og i den næste vogn Hertuginde Thyra, Kronprinsesse Louise samt Georg Vilhelm, en søn af Hertuginde Thyra. Endnu flere kongelige personer deltog i rundturen, stadig med Prinsesse Marie og ”Lakajen” i spidsen. Det gik hurtigt med at få dørene op og melde ”Besøg!” og så hen vid siden af, hvor jeg havde min plads. Da vi nåede snedkerværkstedet, tog jeg plads ved høvlebænken og passede mit arbejde. Kronprinsen var fuld af narrestreger. Han fik os til at gøre alle mulige fejl, bl.a. ville han gerne se mig bruge høvlen, når høvljernet var sat forkert i. Det indbragte mig en tokrone. Dem faldt der mange af den dag.


Over værkstedsdøren var for længst opsat et billede fra Familie Journalen af kongen, og da kronprinsen ser det, siger han til mig: ”Hvorfor sidder det billede der?” Jeg gav det ikke videre kløgtige svar: ”Fordi det er kongen”. På spørgsmålet om, hvem der havde gjort det, måtte jeg svare, at det havde jeg selv, og at det var mit første arbejde, den ramme, der var omkring det. Så kom der et vink fra Prinsesse Marie, og jeg kom af sted i en fart med tasken. Ud af den blev taget en tegning af et hollandsk bord med udtræk, og så blev mestrene spurgt, om de kunne lave et sådant bord, hvad de besvarede med et ja, og så føjede Prinsessen til: ”- at denne gang skal min snedker lave det, hvis han kan. Husk det!” Mestrene forklarede, at det var umuligt. De havde sat næsen op efter selv at påtage sig det stykke arbejde, men det gik anderledes. Også jeg blev spurgt, og svarede: ”Ja, jeg kan det, hvis jeg må” og derved blev det. Hvad der senere hændte på kontoret er en anden historie.

Vi fortsatte rundturen, men ved udgangen fra værkstedet ville Hertug Georg Vilhelm være faldet, da han snublede over dørtrinet, men jeg var heldig at gribe ham, så det blev mig, der faldt i stedet for. Han var invalid som jeg selv, også et stift ben, og takkede mig meget, da jeg rød i hovedet atter rejste mig op. Prinsesse Marie greb ind, inden jeg fik tid til at sige et ord, med den ordre: ”I to må følges ad indtil videre!” Således gik det til, at vi kom til at kende hinanden. Efter rundturen til alle værksteder for mandlige elever, gik turen uden os til de kvindelige elevers arbejdspladser. Her kom jeg aldrig med. Derimod den kvindelige elev, der havde været med i Det gule Palæ med blomsterbuketten.

Overfor den unge hertug må jeg gøre rede for, hvornår og hvorledes jeg var blevet invalid, samt hvad jeg ville foretage mig, når min elevtid var udløbet og meget andet, som han spurgte om. Da de kongelige atter var samlede for at tage bort igen, kom Prinsesse Marie hen og talte lidt med ham, og så må jeg aflevere navn og bopæl, og Hertuginde Thyra lægger hånden på min skulder og siger med et smil: ”Min søn vil gerne invitere Dem til te på Bernsdorff som tak for hjælpen.” ”Tak!” var alt, hvad jeg vovede at svare, og Prinsesse Marie tilføjede smilende: ”Jeg kommer med, jeg drikker gerne te”.

Dagen endte med fest. Kongen havde givet vin og kage, og vi lod det smage. Det var noget nyt for de fleste af os. Jeg blev kaldt over på kontoret og skældt huden fuld af mestre og forstanderinde, og af klinikforstanderinden fik jeg en knaldende lussing, der satte et mærke på kinden, som var synligt resten af dagen. Alle, der spurgte, hvad der var sket, fik et referat af begivenheden.



                                                                       

Til te hos Georg Vilhelm

Jeg husker det, som var det i går, det skete, den opsigt det vakte, da en fin rød lakaj en dag troppede op i J. A. Schwartzgade og afleverede indbydelsen til te på Berns-dorff Slot. Sikke en redelighed. Jeg blev skuret og skrubbet så huden sved, fik nyt blåt tøj og rund hat og en masse gode formaninger om hvorledes og hvordan og alt det der. Moder og tante ledsagede mig derud, og stadig lød det: ”Husk nu det, og glem ikke det” med det
resultat, at jeg var løbet min vej, hvis det var muligt. Det hele forløb på en hel anden måde, end jeg havde ventet. En lakaj førte mig ud i haven, hvor hertugen lå i en liggestol, mens Prinsesse Marie underholdt ham. Da jeg med et buk havde takket for indbydelsen og taget plads ved et bord, blev der serveret te, kager og kiks med marmelade. Derefter cigaretter, som blev røget under en tur rundt i haven. Hvad vi talte om var naturligvis atter vore legemsfejl, og det blev mig klart, at hertugen følte sig utilpas blandt sunde mennesker, antagelig, fordi det var ham umuligt at bevæge sig nogenlunde sikkert, hvor der ikke var plan grund. Han støttede sig tungt til mig, og det gik kun langsomt, men det var som om, han lettere bevægede sig i mit selskab. Da vi kom tilbage, kom kongen og hertuginden hen og hilste på, og Georg Vilhelm fortalte, at det var længe siden, at nogen havde forstået hans vanskelligheder så godt, som jeg gjorde det. Prinsesse Marie fotograferede os, og dermed var besøget endt.

Nogle måneder senere døde Dronning Louise (september 1899), og som så mange andre nysgerrige var også jeg kommet til Gentofte for at se noget af, hvad der skete, når kisten førtes fra Bernsdorff for derpå at føres videre med banen til Roskilde. Jeg fik kilet mig frem i forreste række noget før jernbanebroen, og der stod jeg og så det hele passere forbi. Mellem de sidste i toget var G.V., der så mig og med en håndbevægelse anviste mig plads ved sin side, og således gik det til, at jeg senere stod på perronen og så kisten blive båret ind i jernbanevognen.

Da Prinsesse Marie nogle dage efter bisættelsen atter kom på besøg, spurgte hun mig, om jeg havde set hertugen siden den dag, jeg var på Bernsdorff til te? Jeg svarede, at jeg også havde været i Gentofte, da Dronning Louise førtes til Roskilde. ”Jeg ved det. Hertugen har fortalt det. Han er i godt humør, når du har været der. Husk det, når han atter kommer hertil.” Forstanderinden hørte det hele, og så var der atter lavet til, til en omgang på kontoret. Her var jeg så fri at sige, at den tid jeg ikke var på hjemmet, skyldte jeg ikke nogen regnskab for.

 

Den russiske ven

Tiden gik, og da Kejserinde Dagmar atter gæstede København, afleverede vi bordet på Polarstjernen, der var hendes eget skib. Ombord på dette skib, var der en af mine gode venner, Ivan Ivanowitch, den marinesoldat, der i 1892 stod med mig på armen under kongebesøget på Frederiks Hospital. Det var længe siden, jeg havde truffet ham første gang siden afskeden i 1892. I 1898 havde jeg mødt ham igen en aften på Toldboden, og venskabet var blevet fornyet og varede til en Verdenskrig rev det itu. Allerede nu var han en velset gæst i vort hjem, og grunden var vel den, at han altid var velforsynet med te og de mærkelige rus-siske kager, konfekt og cigaretter. Den første aften Polarstjernen lå på Reden, fortøjet ved Kejserbøjen, mødte Ivan og hilste moder med ordene; ”God Aftenen Moar – teen færdig?” – og så var han som hjemme. Da vi kom med bordet, havde han vagt på Toldboden, og naturligvis skulle jeg tale med ham med det resultat, at Prinsesse Marie, der ville være med, når bordet blev afleveret, overraskede os, og så må jeg kramme ud med, hvorledes vi to har lært hinanden at kende. Ombord på skibet tager kejserinden imod prinsesse Marie, og vi stiller bordet ned, hvor det skal være. Spændt venter jeg på, hvad kejserinden vil sige om arbejdet? Er det efter ønske, eller er det umuligt? Det går godt. Jeg får et klap på skulderen og den ros, at det er virkelig pænt lavet. Jeg skal have en belønning og må selv ønske et eller andet. Puh ha! Der står jeg, men et blik fra prinsessen og ordene: ”Er du bange?” får mig til at bede om, at Ivan må få søndagsorlov og tage med mig til Fredensborg og Hillerød – han vil så gerne se de to slotte. Og så griber prinsessen atter ind, og på et for mig uforståeligt sprog, fortæller hun noget, der får kejserindens alvorlige ansigt til at lyse, og hun spørger: ”Hvor er denne Ivan?” Og nu kommer svaret rapt: ”På Toldboden. Han har vagt.” Så er audiensen forbi, og med et dybt buk trækker vi os baglæns tilbage ledsaget til døren af damernes smil. Ivan får hele historien, da vi kommer tilbage, og han ser på mig med sine gode øjne og siger: ”Lille Mor god”. Samme aften er moder med på Toldboden, og Ivan får en stor flaske te, og så er der pludselig uro ved Toldboden. Kejserinden kommer fra Amalienborg, som sædvane er, blot langt tidligere, og vi når ikke at komme langt nok bort, inden det er for sent. Hatten ryger af i en fart, og Ivan gør honnør og står stiv som en pind, da kejserinden tiltaler ham. Med et vender han sig om, tager mig ved hånden og siger: ”Andreas Du bange? Nej, Du også elske Lille Moar.” Kejserinden smiler og går i båden, og der bliver atter stille på pladsen. Søndag morgen stiller Ivan og inviterer os ombord at se skibet, når kejserinden er til gudstjeneste i Alexander Nevski Kirken, ledsaget af alle officerer og musikkorpset og de menige, der ikke har vagt. Da vi kommer til Toldboden, står forstanderinden, klinikforstanderinden og vor russisk-finske sygeplejerske, der har fået tilladelse til at se skibet. Ivan sagde noget til den vagthavende, og nogle sære fagter med to flag, bragte en chalup til stede i en fart. Vi gik ombord, og de tre damer ville naturligvis med og viste deres tilladelse frem, men til ingen nytte. Vi sejlede af sted og lod dem stå. Senere blev de hentet med en robåd.

Da vi atter stod på Toldboden, var det for at vente på at se, kejserinden vendte tilbage, og vi opnåede det. Ivan stod ret som et lys, og hans bådsmandspibe skingrede som aldrig før, mens moder og jeg stod ved hans side. Et vink med hånden, og Ivan stod foran sin ”Lille Moar” og fik en orden, og med et smil mod os, bøjede han sig ned og kyssede kejserindens behandskede hånd, således så det ud for os.


Næste søndag kom Ivan igen og gav mig en konvolut, hvor der lå 30 kr. Det var til vor udflugt. Vi benyttede os ofte af, at det var tilladt at aflægge besøg ombord, men det var ikke altid lige belejligt. Jeg husker således, at vi en søndag, da kejserinden skulle til taffel på Bernsdorff, var hentet ombord af Ivan og var på vej ned til en kop te, at bådsmandspiben skingrede. Kejserinden kom tilbage, og der stod vi på dækket uden nogen chance for at kunne forsvinde. Der var derfor in-tet andet at gøre, en at blive, hvor vi var og stole på, at Ivan klarede sagen. Det gjorde han også, og kejserinden lo og så på moder og sagde: ”Det er to raske drenge, De har!” Det blev moders store oplevelse.”

 

Ud i friheden

Efter en del uoverensstemmelser med ledelsen på vanførehjemmet bl.a. på grund af klager over maden, blev Anders og fire andre bortvist i 1901. Anders fik hurtigt en ny læreplads hos snedkernes gamle oldermand, og efter 1½ år lavede han sit svendestykke, der blev belønnet med sølvmedalje. Således fagligt godt klædt på tog Anders på sin 20 års fødselsdag afsked med København og familien og tog toget til Højer i Sønderjylland, hvor han havde fået arbejde som snedker.

De næste syv år rejste Anders rundt i Europa og var kun hjemme i kortere perioden. Nogle steder arbejdede han sig frem indenfor sit fag, men han tog også nye udfordringer op. For eksempel blev han i Berlin eksamineret turistfører, og alt dette kan man læse om i de øvrige syv mapper med erindringer.

 

Birthe Skovholm

Bragt i Nøglehullet 2007/2

LogIn Optimeret til Internet Explorer v5.5+
Home Om LAFAK Bestyrelsen  LAFAKs Årberetning 2022  LAFAKs vedtægter  Medlemskab  Arkivets indhold  Kontakt os Lillerød Lervarefabrik LAFAKs Privatlivspolitik Bliv medlem Programmet Nøglehullet - læs artikler Indhold 1984-2007  Forfattere   Kirken i Kattehale  Kristian ”Jyde”  Karl Schrøder  Allerød Biograf  Drabæk-visen  Lynge for 100 år siden  Dysserne i Tokkekøb Hegn  Anders fra Uggeløse  Lillerøds mæcen  Blovstrød Gadekjær  Lillerød Sprøjtehus  Tyske flygtninge  Storedam  Allerødfrisen Allerødbilleder 1 Allerødbilleder 2 Om Lillerød-Allerød Lurplanche Allerødgård/Møggården Brudevæltelurerne En oldtidsbygd  Lurerne fra Allerød  Litteraturliste  Bastruptårnet Rundtur i Allerød Lynge gennem 900 år Ludserød - Høvelte Solevad Sømandshjemmet Lerblandinger fra Fr.holm  Allerød og Blovstrød Teglværker Mindestenen i Tokkekøb Hegn Fortid i Lillerød Efterlysninger Undervisningsmateriale Stednavne Gravsten Blovstrød Kirke Vores butik Vejnavne i Allerød Firmamedlemmer Støt vores sponsorer CMS v3.1s v3.1b v3.1v v4.SEO - Idé, koncept og programmering af Design-Line Danmark - © 2004 Design-Line Danmark