29. marts 2024 | LAFAK butikken | Links | Galleri | Undersøgelse | SiteMap | LogIn 
Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune
Kirkehaven 10
3450 Allerød

Tlf.: 48 17 08 91
lafak@lafak.dk
 Tip en ven
Dit navn:
Din e-mail adresse:
Modtagers mail adresse(r):
Nyhedsmail

Lurerne fra Allerød


- Især om den 6. Brudevæltelur i Leningrad



Af Per-Olof Johansson

I Egtved har de Egtved-pigen. Det vil sige, vel har de ej. Der kommer hun fra, det kan vi alle sammen høre og man bygger et hus på stedet, hvor hun blev fundet, så vi også kan se det og blive belært.

Det noksom bekendte symbol for Danmark er en lurblæsende viking. Føj! for luren hører hjemme i bronzealderen og misforståelsen uudryddelig, selvom den kan forklares. I hvert fald blev det første, største og flotteste fund af lurer gjort i Brudevælte Mose i Nordsjælland i 1797. Det er et flot navn "Brudevælte", skønt mosen er væk og næppe noget kort har navnet med.

Når nu Brudevælte ligger i Allerød kommune, synes jeg at det skal vi vide her på stedet. Det er vores lurer!

(Brudevælte var en mose syd for Fuglerupgaard. Tæt ved en nuværende grusgrav).

Vi synes Nationalmuseet gør for lidt ud af, hvor de kommer fra, sådan som de er udstillet i dag. Det er noget uheldigt, at når museet endelig udsender et postkort med en lur på, så bliver en lur fra Allerød kaldt for en Telleruplur.

Men vi må da også selv kunne gøre noget.

Erhverv i Lynge bruger ofte en lurblæsende viking, den kan man håbe bliver udryddet. Lynge, som ligger i Allerød kommune, havde 900 års jubilæum 1985 og da blev der blæst i lurer. Det er ikke nok.

Vi har lavet en storkommune, og det vi har må vi være fælles om. Vi kan ikke acceptere den anonymisering, der ligger i at kalde dem "Brudevælte-lurerne". Det er Allerødlurer. Vi må markere stedet på en eller anden måde. Og mon ikke det sker.

Der er lidt litteratur om lurerne. Der er udgivet en plade, hvor der spilles på de gamle sager, rigt varieret for at give en opfattelse af mulighederne, for ingen ved, hvordan de blev brugt.

En genkommende bemærkning er, at en af Brudevæltefundets lurer blev skænket til den russiske zar 1845, og at den opbevares på Eremitagen i Leningrad.

I en periode, hvor jeg mere regelmæssigt skrev bidrag til en lokalavis, synes jeg det kunne være morsomt at fremdrage historien om "Allerøds lur i Leningrad".

Så nu begynder denne artikels mere anekdotiske afsnit! Jeg skulle naturligvis bruge et billede af genstanden, og startede med at ringe til den russiske ambassade. Jeg fik det råd at skrive direkte til Eremitagen, forklare hvad sagen drejede sig om, og så ville jeg sikkert få et svar. For en sikkerheds skyld burde jeg sende brevet anbefalet. Hvad jeg fortrøstningsfuldt gjorde. Efter på et forhåbentlig nogenlunde forståeligt engelsk at have nedfældet mit ærinde.

Så gik der år og dag - og jeg hørte ingenting fra Leningrad. Glasnost eller ikke. Jeg underholdt beredvilligt med mit initiativ mens tiden gik.

Så har jeg en bror, der i embeds medfør på moderne vis rejser verden rundt. Nej ikke rundt, men ét sted i 8 dage og hjem igen og så ét andet sted. Teknisk rådgiver for firmaets sælgere eller noget i den retning. Når man taler med ham, er han enten lige kommet hjem fra Langbortistan, eller også rejser han derhen om 8 dage. Det er ingen forhindring at bo i den danske udkant, som hedder Mors. Han er tilflytter, men deroppe har de lokalsamfundsmæssige problemer af ganske anden art, end her.

Nå men vi snakker i telefon, og han fortæller han skal til Leningrad. Jeg er vendt hjem fra et loppemarked med en Knut Hansum bog om en rejse i Kaukasus. Jeg er kommet igennem det indledende afsnit om rejsens start fra Skt. Petersborg, som Leningrad hedder i 1903. Jeg er blevet mindet om Eremitagen.

Og Stig fortæller, at der på turen er blevet afsat tid til, at man kan aflægge besøg på Eremitagen. Det er oplagt, at jeg henkastet siger, at han bør spørge om, hvor mit brev er blevet af. Måske ligefrem gå hen og se luren, den er vel udstillet et eller andet sted - hvis de har den endnu.

Han er ikke ligefrem opsat på at løse mine problemer i den henseende. Om jeg har talt med Nationalmuseet? Næ, det havde jeg ikke, for allevegne stod der bare den der henvisning til Eremitagen, så jeg havde tænkt, at det var, hvad man vidste om den.

Selvfølgelig ringede jeg så op til Nationalmuseet, og en venlig sjæl lavede en lille research og ringede tilbage: det lod til, at jeg havde ret. Siden luren var afleveret, havde ingen mere beskæftiget sig med den.

Som forklaring herpå må lige nævnes, at fundet af lurer i Brudevælte bestod af seks lurer, som to og to hørte sammen. Man afgav en og beholdt dens tvilling. Vanskelighederne med at kommunikere bag om jerntæppet har vel så ført med sig, at ingen har anset det for besværet værd at efterforske den afgivne lur nærmere.

Lidt tændt på opgaven var storebror nu nok alligevel. For det viste sig, at også han havde taget kontakt til Nationalmuseet, og fået samme besked som jeg.

Uden at flytte lurerne til vikingetid er de fascinerende nok endda. Alene ved deres udseende, som åbenbart er blevet designet her. Så er der den næsten mystiske præcision, hvormed de er udført. Og det store spørgsmål: hvad er de blevet brugt til.

Så da Stig tog til Leningrad havde han en kopi af mit brev til Eremitagen med, samt bibliotekets eksemplar af H.C. Broholm: Lurfundene fra bronzealderen. Hvis der nu blev tid osv. osv.

Og så må man erindre sig, at dette foregik i 1988, hvor ingen forventede at kunne færdes frit i USSR.

Besøget på Eremitagen var på forhånd indlagt i programmet, og Stig sætter sig op ad guiden i bussen og trækker Broholm op af tasken for at spørge, om det kunne tænkes, at selskabet på sin vej ville passere sådan en lur - fra Danmark.

Hun bedyrede, at hun aldrig havde set noget, der blot lignede, men at hun, når de ankom, ville vise ham til en afdeling, hvor det kunne tænkes, den var. Blot han så ville meddele, om han kom tilbage til selskabet igen. Det sagde han, han ikke ville, åbenbart fast besluttet på at forfølge sagen til den bitre ende. (Sådan kan man skifte standpunkt!)

Den afdeling hvortil guiden henviste ham, rummede mange genstande fra en bronzealder dog ikke Danmarks, så Broholm måtte atter op af tasken. Den pågældende kustode forstod ikke spørgsmålet, men en tilfældig tysker fik formidlet kontakt med en russer i nærheden, som kunne lidt engelsk. Ved hjælp af disse omveje fik Stig anvisning på en afdeling i en anden bygning. hvor nogen måske vidste noget. Ud af den og den dør ved Nevaen, gå fem minutter, og så ind ad en dør med to antikke lamper.

Første forsøg bragte Stig i strid med kontrollørerne, fordi han på vej ind igen jo ikke havde billet, da han jo var kommet ind med et selskab. Men han kommer ind og han kommer ud, og han går i 5 minutter og finder de antikke lamper og går ind. Atter mødes han af kontrollører, som dog viser ham ind på et kæmpekontor.

Nu kan Stig lidt russisk, så kontordamen siger, at hun ikke kan engelsk. Hurtigt viser det sig dog, at hun taler et udmærket engelsk, og også forstår, hvad sagen drejer sig om, da Stig trækker Broholm op af tasken. Han skal blot sætte sig ned, så vil der komme en fra afdelingen.

En dame dukker op, og nu er Stig kommet til den rette, for hun udbryder straks ved synet af billederne i Broholms bog, at sådan en kender hun. Blot er det blevet for sent på dagen, men hvis Stig vil komme igen en anden dag, skal hun sørge for, at han får luren at se. Han får navn og tlf. nr. på vedkommende kurator, som vil vise ham den, og han får tlf. nr. til kontoret, så han kan ringe, hvis forretningerne skulle forhindre ham selv i at møde op. Dette sker tirsdag, og der aftales møde om fredagen.

Torsdag ringer Stig op til Larissa på kontoret og forsikrer, at han kommer fredag. Fredag er det en ny person han mødes af, og ikke den aftalte kurator men en anden, som imidlertid er blevet sat ind i sagen. Sammen går de ad mange lange gange til de når et lokale, hvortil luren er blevet bragt fra gemmerne. Her står den virkelig! Og den flyttes til et andet lokale og der sættes hvid baggrund op, da Stig beder om lov til at fotografere den. Noget billede af den havde man ikke, men man havde et af Nationalmuseet udgivet postkort med de danske lurer. I en protokol over museets danske genstande er luren kort beskrevet, og kurator Yuri Piotrovsky oversætter til tysk så Stig kan notere sig indholdet. I 1931 er luren kommet til Eremitagen fra Tsarkoe altså zarens landsby udenfor Leningrad. Den blev skænket Nikolaj den Første af "Københavns Museum" i 1845. Den er tegnet og opmålt. Her er navnet "Brudevælte mose" vandret helt til Rusland, og Stig skriver det for sjov skyld af med russiske bogstaver.

Men det viser sig, der er to genstande!

Nemlig også en del af en lur, som museet i København allerede 1843 forærede Nikolaj den Første. Det drejer sig om et stykke på ca. 50 cm med ornamenter, som Stig mener ligner Telleruplurernes.

Efter at have brugt sin film op takker Stig af og følges pænt ud. Jo han afleverer kopien af mit brev, der vækker stor forundring.

Vel hjemme igen må vi vente en weekend over, om der nu er noget på filmen, og det var der heldigvis.

I Broholms bog kan vi ikke finde noget om den lurstump - så det kan være, det har selvstændig interesse for nogen, At luren eksisterer i god behold, er vel også en nyhed der rækker ud over Allerøds grænser. At Stig så påstår, at det er den smukkeste lur overhovedet - tror man gerne ovenpå hans odyssé.

Nu er historien fortalt, og andre kan forhåbentlig tage over. I forbindelse med Christian 4. jubilæet har russisk sølv fundet vej herover, mon vi ikke på samme måde kan få den sjette Brudevælte lur at se? Der bør vel laves en indspilning med parret.

Museumsinspektør Jørgen Jensen fra Nationalmuseet har siden forsket i detaljerne vedr. overleveringen af den sjette lur til Rusland og resultatet af hans undersøgelser kan læses i en kommende publikation fra Nationalmuseet. Historien om den stump af en lur som Stig også fandt på Eremitagen er endnu ikke afdækket.

Artiklen er en del af Per Olof Johanssons bog: Drømmen om Allerød. Lokalhistorisk Arkiv & Forening i Allerød Kommune 1991. Heri kan også læses artikel om lurmærkets historie og lidt om dets anvendelse i Allerød.

Link til Per Olof Johanssons hjemmeside

LogIn Optimeret til Internet Explorer v5.5+
Home Om LAFAK Bestyrelsen  LAFAKs Årberetning 2022  LAFAKs vedtægter  Medlemskab  Arkivets indhold  Kontakt os Lillerød Lervarefabrik LAFAKs Privatlivspolitik Bliv medlem Programmet Nøglehullet - læs artikler Indhold 1984-2007  Forfattere   Kirken i Kattehale  Kristian ”Jyde”  Karl Schrøder  Allerød Biograf  Drabæk-visen  Lynge for 100 år siden  Dysserne i Tokkekøb Hegn  Anders fra Uggeløse  Lillerøds mæcen  Blovstrød Gadekjær  Lillerød Sprøjtehus  Tyske flygtninge  Storedam  Allerødfrisen Allerødbilleder 1 Allerødbilleder 2 Om Lillerød-Allerød Lurplanche Allerødgård/Møggården Brudevæltelurerne En oldtidsbygd  Lurerne fra Allerød  Litteraturliste  Bastruptårnet Rundtur i Allerød Lynge gennem 900 år Ludserød - Høvelte Solevad Sømandshjemmet Lerblandinger fra Fr.holm  Allerød og Blovstrød Teglværker Mindestenen i Tokkekøb Hegn Fortid i Lillerød Efterlysninger Undervisningsmateriale Stednavne Gravsten Blovstrød Kirke Vores butik Vejnavne i Allerød Firmamedlemmer Støt vores sponsorer CMS v3.1s v3.1b v3.1v v4.SEO - Idé, koncept og programmering af Design-Line Danmark - © 2004 Design-Line Danmark