Brudevælte - en oldtidsbygd

Første del af større artikel. Hele artiklen er trykt i Nordsjællandsk Museumsforenings tidsskrift NoMus (nr. 1, 1997) samt i Lokalhistorisk Arkiv og Forening, Allerød Kommunes tidsskrift Nøglehullet, nr. 1, 1997.

I år er det to hundrede år siden de berømte Brudevæltelurer blev fundet. Mangt og meget er fortalt om dem. I hver eneste arkæologisk guide og håndbog kan man finde dem beskrevet, og de har også været udførligt videnskabeligt behandlet. Jeg skal derfor ikke trætte læserne med endnu en beskrivelse af lurerne og deres funktion. Jeg vil i denne artikel i stedet koncentrere mig om fundomstændighederne for 200 år siden og om, hvad vi i øvrigt ved om oldtidens mennesker omkring Brudevælte Mose.

Navnet
Men først lidt om mosens navn, hvor folkeetymologien har en dejlig, logisk forklaring: Navnet er kommet af, at et brudepar engang væltede ned i mosen og forsvandt med kusk, vogn og heste i vand og dynd. Man må jo undre sig over, at de arkæologiske eftergravninger ikke har fundet spor efter denne hele ekvipage, og vi må nok desværre sige, at denne forklaring på mosens navn ikke er helt dækkende.

Sprogforskernes forklaring er lidt mere kedelig, men fra et forskningsmæssigt synspunkt ikke uspændende. Første led, Brude- er en fordrejning af Bryde-. Navnet bryde, som gik af brug i midten af 1600-tallet, betegnede i den tidlige middelalder en godsforvalter, senere i middelalderen blot en fæster. Endelsen -vælte skal ifølge sprogforskerne tydes som væld, det vil sige kildevæld. Den direkte forklaring af navnet er altså Brydens Kildevæld.

At støde på et middelalderligt stednavn, her tæt ved herredssædet Lynge, kan ikke undre. Sprogforskernes tolkning støttes også af de skriftlige kilder. På et opmålingskort fra 1779 - umiddelbart før udskiftningen - kaldes mosen Brijdevaldene (Brydevælderne), hvor man også bør notere sig flertalsformen. Navnet Brudevælte skal derfor næppe knyttes til blot ét lille mosehul, men til flere liggende omkring stedet, hvor udflyttergården fra Lynge, Fuglerupgaard året efter blev bygget af Ole Pedersen. Dette bekræftes også af jordbundskort baseret på boringer i slutningen af sidste århundrede, hvor det ses, at hele områdets undergrund består af moræneler med spredte lavt liggende områder (kildespring?) med tørve- og gytjeaflejringer.

Fundet
En sommerdag, to år efter at Ole Pedersen havde fået arvefæsteskøde til gården, er han i gang med at grave tørv i et af hullerne ved gården. Her støder han så på de seks bronzelurer, som lå parvis. Først 93 år senere kommer Nationalmuseet på besøg. Det sker, da Vilhelm Boye foretager herredsberejsningen i 1890, hvor alle synlige fortidsminder blev beskrevet og indplottet på kort. De ikke-synlige fund og fortidsminder indplottes også på et kort, således også fundstedet for bronzelurerne, som markeres fundet syd for Fuglerupgaard. Nu kunne man jo frygte, at de mange år, der var gået, havde medført, at findestedet var gået i glemmebogen, men det synes altså ikke at have været tilfældet. Da Fuglerupgaard helt op til for nylig har været i Ole Pedersens slægts eje, har Vilhelm Boye sikkert også haft en pålidelig informant i gårdejeren.

Men lad os vende tilbage til 1797. I brev af 15, juni 1797 fra amtsforvalter, capitaine Arentz til Amtmand, Geheime Conference raad Levetzow fremgår det, at finderen var gå,rdmand Ole Pedersen. Lurerne (som i brevet beskrives som Messing Horn) blev fundet ved tørvegravning i et lille mosehul, kaldet Brudevelte, tæt ved hans udflyttede gård. Lurerne fandtes liggende to og to i en dybde af 9 à 10 Kvarterer (ca. 1½ meter) under tørven på blåler, I brev af 19. juni samme år fremsender Amtmanden hornene med en næsten enslydende skrivelse til Det Kongelige Rentekammer. Få dage senere, den 22. juni, skriver Arentz igen til Levetzow:

"Ved endvidere at grave i Brudevelte Mose, har Gaardmand Ole Pedersen fundet Mundstykkerne eller den øvrige halve Deel af de krumme Metal Horn, som jeg under 15de. d.m. tilsendte Deres Excellence. Bemeldte Mundstykker, som herved underdanigst tilstilles Deres Excellence, er fundet omtrent 5 Alen (omtrent 3 meter) fra det sted hvor Hornene laae, i samme dybde og istæden for at Hornene laae toe og toe sammen, fandtes alle 6 Mundstykker samlede og hvorved man fandt Spor til at samme havde været bundet tilsammen med et treflette Baand".

Nogle få dage senere, den 25. juni, tilskriver Levetzow Rentekammeret med ovenanførte meddelelse.

Den 8. juli 1797 svarer Rentekammeret så til Levetzow, at de har bevilget Ole Pedersen 30 Rd. for de bemeldte fund til udbetaling på Amtsstuen fra Den Kongelige Finantskasse.

Søen Brudevælte
Oplysningerne om fundforholdene, som Ole Pedersen gav til Arentz, og som han samvittighedsfuldt bragte videre, er interessante. At fundene er gjort på overgangen mellem "blåler" og tørv tyder på, at genstandene er nedsænket i mosehullet, mens det stadig var en sø og før denne begyndte at gro til. Den omtalte blåler er formentlig gytje, som er sedimenter, som aflejres på søbund. Tørven derimod dannes når søen gror til, hvilket vi så kan gætte er sket i den efterfølgende periode, jernalderen.

Lurernes videre skæbne
Lad os følge lurernes videre skæbne. Lurerne er fra 1797 til 1807 i Rentekammerets varetægt. Den 22. maj 1807 oprettedes Kommissionen for de Nordiske Oldsagers Opbevaring og allerede den 11. juni samme år overgives dokumenterne i sagen om lurerne fra Rentekammeret til Oldsagskommissionen. Samtidig indrettes i Universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkes loft ved Rundetårn Det Kongelige Museum for de Nordiske Oldsager, i daglig tale Oldnordisk Museum. Den 12. august samme år overgives lurerne imidlertid overraskende nok fra Rentekammeret til Det Kongelige Kunstkammer (ligesom ærten fra H.C. Andersens eventyr) "til Forvaring indtil videre", hvor de af Kunstkammerforvalter Spengler samme dag indføres i hans manual med nummer D254 (senere rettet til b/309). Allerede på møde den 31. oktober 1807 beslutter Oldsagskommissionen, på baggrund af en kongelig resolution af den 21. oktober, at lurerne skal overgives fra Kunstkammeret til Oldsagskommissionen, det vil sige til det nyoprettede "Oldnordisk Museum" (fra 1892 Nationalmuseet). På museet indføres de dog først i protokollen i 1811, hvor de af Worsaae får de numre, de stadig har i dag (8114-8117). Det mærkelige er dog, at de kun gives fire numre. I en opgørelse fra C.J. Thomsen fra 1826 kaldes de - helt i tråd med tidens romantiserende ånd - for Krigslurer. Også her beskrives kun de fire, men det fremgår dog, at museet har alle seks. Der synes at være tale om, at Kunstkammeret og Oldsagskommissionen efter henvendelse i 1807 har besluttet at dele lurerne, således at 3 eller 4 af lurerne er gået til museet, mens to eller tre er blevet på Kunstkammeret. I Frederik Thaarup's bog "Kjøbenhavn og Omegn" udgivet i 1826, kan vi i hvert tilfælde læse, at der på Kunstmuseet findes "tre store Metal-Lurer, Nordboernes Krigstrompeter; særdeles velconserverede. Fundne i Moser i Frederiksborg-egnen" Ovennævnte citat findes indlagt som et notat i Nationalmuseets sag om Brudevælte-lurerne, og vi kan derfor formode, at det er disse lurer, som i slutningen af 1826 overføres fra Kunstkammeret til Nationalmuseet, hvor de samme år beskrives af Thomsen og indføres under de eksisterende numre.

Sankt Petersborg
I nogle år derefter hører vi ikke noget til lurerne, men i 1845 holder Oldsags-kommissionen møde på baggrund af en henvendelse fra Commandeur-Captain Falbe. Han havde på kronprinsens (den senere Frederik VII) forslag ytret ønske om, at overgive en fuldstændig Lur til de Keiserlige samlinger i Petersborg. Kommissionens medlemmer bifaldt Kronprinsens forslag om at afgive en af "Krigslurerne" med den begrundelse, at den "var aldeles ligesom en af de andre". Luren overraktes til Prins Frederik af Hessen "som stod i Begreb med at tiltræde en Reise til Skt. Petersborg".

Denne lur befinder sig stadig i Skt. Petersborg, nu på Eremitagen, mens de øvrige kan ses på Nationalmuseets udstilling. Om den "russiske" lur har Per-Olof Johansson med glødende lokal-patriotisme fortalt i artiklen "Lurerne fra Allerød" (!) i "Drømmen om Allerød", hvor man også i en anden artikel kan læse om lurernes brug - og misbrug - i vort lands markedsføring.

Resten af artiklen omhandler Brudevælteområdet i stenalder og bronzealder. På baggrund af gravhøje og dysser diskuteres forskellige teorier om vejforløb.